Mail til Webmaster

U12 drenge SM mester 2006

Herlevs U12 drenge vinder deres SM-række

Herlevs tennisdrenge u/12 blev i week-enden sjællandsmestre. Drengene blev nødt til at afbryde tennisklubbens årlige tur til LaLandia, da deres modstandere Roskilde, ikke var indstillet på at rykke kampen.

Det var derfor nogle lidt trætte, men meget kampivrige drenge, der mødte til kamp i Roskilde.

Mikkel Larsen, som spiller 2. singel startede med at rundbarbere sin modstander 6/2 6/0. Joacim Hancke fulgte efter og vandt sin 1. single med 6/2 6/3, i en spændende kamp, hvor Joachim kæmpede meget flot. I 3. single spille Magnus Nielsen en god kamp, men måtte se sig besejret i 3. sæt. Men sættet der blev vundet, skulle senere være med til at få en afgørende betydning. 4. singlen blev spillet af Viktor Hiller, der hev og sled, men måtte bøje sig i 2 sæt. Viktors kampgejst gjorde dog, at han i 2. sæt tvang sin modstander ud i en tie-break, som ligeledes viste sig at være af stor betydning.

Efter singlerne var stillingen således 2-2 mellem Herlev og Roskilde. 2. doublen blev spillet af Magnus og Laurits Krogsbøll. De kæmpede det bedste de havde lært, men deres modstandere var desværre en for stor mundfuld.

Det betød at det hvis Herlev skulle gøre sig forhåbninger om at bringe Sjællandsmesterskabet til Herlev, skulle Mikkel og Joachim hive 1. doublen hjem. Det så i første sæt ud til at blive en smal sag, da sættet blev vundet 6/2 helt uden problemer. 2. sæt tog dog en helt uventet drejning, da Roskilde ændrede taktik, og lynhurtigt var stillingen 1 - 1 i sæt i den afgørenden kamp. Da Herlev så ydermere kom bagud 4 - 1 i 3. sæt var det som om at alt håb var ude.

Joachim og Mikkel viste sig at være nogle seje drenge, som hev sig selv tilbage i kampen og fightede sig tilbage og vandt 3. sæt i tie-break. Et kæmpebrøl brød ud over Roskildes baner, og Herlevspillerne omfavnede hinanden.

Men det var først, da den store lommeregner havde været fremme, at drengene fik sikkerhed for at de havde vundet. Med stillingen 3 - 3 i kampe, og 7 - 7 i sæt, blev de vundne partier afgørende, og der havde Herlev vundet 65, og Roskilde 60.

En flot sejr, der viser, at selv i tabte sæt skal man kæmpe for hver en bold. En godt eksempel på at den individuelle sport kan ændre sig til en rigtig holdsport!!

Helle Nørhave