Herlev 1 - 3. Division

Holdkaptajn: Henrik Kirkeskov Nielsen

Spilledato Resultat Beretning

25-10-2009 5-1 Herlev - Farum
31-10-2009 6-0 Hareskov Værløse - Herlev
22-11-2009 6-0 Hillerød - Herlev
28-11-2009 5-1 Virum Sorgenfri - Herlev
30-01-2009 3-3 Herlev - Brøndby Strand
13-02-2009 0-6 Gentofte II - Herlev
27-02-2010 4-2 Herlev - Hjortekær
Normalt spilletidspunkt for hjemmekampe er Lørdag kl. 12:00

 

Herlev - Farum 25-10-2009

Efter de to pigekampe var stillingen 1-1. Her viste Michelle Førstø nerver af stål, da hun efter en maraton-match på 3 timer fik nedkæmpet sin modstander med cifrene 2-6,7-6,6-4. I tredie sæt var Michelle nede 3-4, men nogle flotte vinderslag med især baghånden fik heldigvis vendt kampen. Herlevs herrer har i de sidste par år kun tabt ganske få kampe og denne rare vane blev heller ikke brudt i dette opgør. Kasper Bruzelius og Kenneth Larsen vandt begge sikkert i to sæt, hvorimod Martin Andersen måtte kæmpe bravt for at besejre sin noget yngre modstander med 2-6,6-4,6-4. Her blev Martin holdt inde i matchen takket være sin serv, som især i sidste sæt tordnede det ene servees af efter det andet. Nu var den samlede sejr en kendsgerning, men det forhindrede ikke Henrik Nielsen i at vinde sin kamp, hvorfor det samlede resultat blev 5-1 til Herlev.

Hareskov/Værløse - Herlev  31-10-2009

Efter sidste weekends sikre sejr mod Farum. kom byens bedste tennisspillere ned på jorden igen da holdet på udebane måtte se sig besejret af Hareskov/Værløse med grufulde 6-0. Resultatet afspejler dog ikke umiddelbart det reelle styrkeforhold, da flere af kampene kunne være gået til Herlevs fordel. Således var Kasper Bruzelius meget uheldig med at tabe første sæt i tiebreak, men han fik dog kæmpet sig tilbage i andet sæt, som han vandt ligeledes i tiebreak. I afgørende sæt var begge spillere godt slidte; - desværre tabte Kasper sættet 3-6. Michelle Førstø var ligeledes i tiebreak i første sæt, men også her faldt de berømte små marginaler ud til modstanderens fordel. 6-7,2-6 endte denne kamp. Martin Andersen startede godt men misbrugte desværre en sætbold i første sæt og tabte 5-7,6-7. Holdet var uden Henrik Nielsen, hvorfor Nikolaj Pedersen fik sin divisionsdebut på Herlevs bedste hold. Nikolaj fik efter en nervøs indledning spillet sig gevaldigt op og var meget tæt på i begge sæt, men blev besejret 4-6,4-6.

Hillerød - Herlev 22-11-2009

I søndagens sene dyst mod Hillerød  måtte Herlev se sig besejret med 6-0 efter igen at have involveret i nogle jævne kampe. Pigerne ved Patricia og Michelle kom hurtigt i menneskehænder i to kampe, hvor de i alt vandt fire partier!

Kenneth og Henrik lagde begge godt ud og vandt 1. sæt, men da matchbolden var afgjort, stod de desværre begge som tabere. Hermed var kampen afgjort til Hillerøds fordel. De sidste kampe endte med nederlag til Kasper i to sæt og til Martin i tre sæt efter at have vundet første..

Virum/Sorgenfri - Herlev 28-11-2009  

I weekenden spillede Herlev mod Virum. Inden opgøret var der god tro på sejr til Herlev-spillerne, men igen i denne holdkamp faldt netrullerne ud til modstandernes fordel. Således tabte Kasper, Kenneth og Henrik alle første sæt i tiebreak...! Herefter tabte både Kasper og Kenneth forholdsvis sikkert i andet sæt. Henriks modstander opgav efter første sæt - men på daværende tidspunkt var den samlede stilling 5-0 til Virum. Herlevs sidste herrespiller, Martin, tabte 5-7,5-7.

Herlev - Brøndby Strand 30-01-2010  

IHerlev havde lørdag besøg af Brøndby Strand og påny fik klubbens bedste spillere vist de hører til i 3. division. I kampen mod Brøndby Strands bedste spiller - som i øvrigt tidligere har spillet i Herlev - beviste Kasper Bruzelius at han besidder et talent ud over det normale, da dette var første gang i 2 måneder han havde en ketcher i hånden! Efter en god times spil fik Kasper bragt Herlev i front med sejrscifrene 6-4,6-4.

Kenneth Larsen i 2. herresingle skulle ligeledes op imod en tidligere Herlev-spiller. Trods 2 sætbolde lykkedes det ikke Kenneth at vinde første sæt som endte 6-7. I andet sæt var Kenneth til gengæld totalt spilstyrende og med flere flotte forhåndsvindere endte sættet til Herlev, 6-2. I tredie sæt fulgtes spillerne ad, men desværre endte det med et nederlag på 4-6.

Både Henrik Nielsen og Martin Andersen vandt deres kampe i 3 sæt, hvorfor stillingen inden de 2 damekampe var 3-1 til Herlev. I disse 2 kampe måtte Michelle Førstø og Patricia Verdier dog se sig besejret - begge i 2 sæt.

Alt i alt et rimeligt resultat, som dog med lidt held kunne have givet en sejr.

Gentofte - Herlev 6-0

I weekenden var Herlev på besøg i Gentofte. Nogle uheldige resultater i rækkens andre kampe betød at kampen ikke havde den allerstørste betydning for Herlev. At Gentofte stillede med et uhyre stærkt hold, sammenholdt med at Herlev måtte undvære holdkaptajn Henrik Nielsen, gjorde at Herlevs spillere kom i store problemer på Gentoftes meget hurtige underlag. Michelle Førstø og Patricia Verdier var først i ilden og efter 1 time havde pigerne fået en lektion af Gentoftes ditto. 0-6,0-6 og 2-6,0-6... Nikolai Pedersen spillede en del lige partier men var dog alligevel chanceløs i sin kamp, der endte 2-6,1-6. Martin Andersen tabte første sæt 1-6, men var i andet meget tæt på at sikre sig et afgørende sæt. Således var han foran 6-5 og 30-0, hvorpå en dommerkendelse gik ham imod. Sættet endte derfor i tiebreak som desværre blev tabt 4-7. Kenneth Larsen skulle ligeledes bruge et sæt på at spille sig ind på underlaget, men måtte til slut se sig besejret 1-6,4-6. Kasper Bruzelius var eneste Herlev-spiller som fik vundet et sæt, i en kamp der endte 1-6,6-4,1-6.

Resultatet betyder at Herlev i sidste kamp mod Hjortekær den 27. februar skal have mindst uafgjort for at undgå nedrykning.

Herlev - Hjortekær 4-2

Weekendens yderst afgørende kamp for Herlevs bedste spillere, hvor et nederlag ville betyde nedrykning til Sjællandsserien, blev indledt med en dramatisk dyst mellem Kasper Bruzelius og Hjortekærs bedste spiller. Således måtte de to fightere igennem en 2½ times lang kamp inden Kasper havde bragt Herlev i front med cifrene 6-1,5-7,6-4. Ved stillingen 5-3 i afgørende sæt opstod en meget ophidset stemning, da Hjortekærs cheftræner blandede sig i matchen og endte med at stå bryst-mod-bryst med Kasper. Ingen tvivl om at Hjortekær-træneren prøvede at psyke Herlevs bedste spiller, men Kasper svarede flot igen ved at besejre sin bestemt ikke uefne modstander. Henrik Nielsen sejrede meget sikkert i 2 sæt - 6-2,6-3 - uden at være blevet truet på nogen måde. Herefter var det tid til at få sat damekampene i gang. Patricia Verdier tabte efter en ganske brag kamp med 3-6,3-6 i en kamp, hvor de berømte små marginaler desværre ikke faldt ud til Herlevs fordel. Michelle Førstø var på forhånd ikke levnet de store chancer mod Hjortekærs bedste dame, thi hun gentagne gange er blevet Dansk mester, men for søren, hvor fik Michelle med en fantastisk præstation presset hendes modstander til det yderste... Efter et første sæt "by the book" - 2-6 - spillede Michelle virkelig god tennis i andet sæt, der endte med en tie-break, der dog desværre blev tabt. Herefter var det op til Herlevs ældste spiller - Martin Andersen - at få den vigtige tredie sejr i holdkampen. Efter 1 times offensivt serv-og-flugtspil var den meget overbevisende sejr hjemme - 6-1,6-1 - over en faktisk godt kæmpende Hjortekær-spiller, der dog intet kunne stille op overfor Martins sønderknusende server. Sidste kamp havde herefter kun kosmetisk betydning - Hjortekær må sande at de i næste sæson ligger i Sjællandsserien. Alligevel spillede Kenneth Larsen med et engagement som var det en Wimbledon-finale værdig! Kenneth blæste nemlig sin modstander ud af Skinderskovhallen med imponerende 6-1,6-1 efter en utrolig opvisning i hårde server og i særdeleshed forhåndsvindere, der gang på gang fik sendt modstanderen rundt i manegen.